Engang for mange år siden, bad jeg en meget lille mand med meget grimt hår om at holde øje med en laks jeg have købt på skibsmuseet i Vojens. Jeg havde været rundt i byen og set på hvad den nu kunne byde en Københavnersnude som mig, da jeg mente at fisken ville blive for tung en byrde at bære med mig videre rundt, og derfor overlod jeg den til føromtalte mandsling. Han gnækkede kækt og blinkede med alle tre øjne mens han forsikrede mig at laksen var i gode hænder. Lidet viste jeg dog at han havde skumle planer med min Salmor Salar. Næppe var jeg kommet retur fra min rundtur i det Vojensianske, før jeg spottede at min laks havde været i nærkontakt med indtil flere hirseklirer. Her skal det måske nævnes at hirsekliren ikke eksisterer og derfor er yderst upassende selskab for en laks; især når den var så fin som min. Overalt havde den efterladenskaber af rasp og hør, og var besudlet af en ram lugt af puh-bad. Jeg så den meget lille mand med det meget grimme hår lukt ind i øjnene og sagde: “Det er der vel ikke noget at gøre ved?” Og han grinte på belgisk og sagde: “Næh, det er der vel ikke” Og det var der sådan set heller ikke.
Jeg gad godt at høre een der griner på belgisk!!! Men jeg kender godt det med fisk