Jolker B. Hörle skrev i 1979 dramaturgien til pantomimen om Klarinet-Mandens skæbne til Snodtholm Friluftsteater. Det kom der ikke noget særligt godt ud af. Vi bringer her første (og sidste) kapitel. Så er du advaret.
Hele landsbyen tog det for givet, at Klarinet-manden ville komme og fjerne alle de ovne og fliser som rensdyrene havde efterladt. Ingen havde set ham siden hvaldyrkerens den yngstes cigarvarmer havde selvantændt i køkkenhaven for en håndfuld formiddage siden. I de tumultariske scener der fulgte, opdagede ingen hvem der sneg sig væk eller omvendt. Men flere af sognets degne og snedkere var nu begyndt at blive opmærksomme på et afsavnsfuldt tomrum. Det tomrum der opstod, når ovne og fliser ikke fjernedes som forventet.
“Kunne man bare være sig selv i alt dette morads. Det ville gøre dørskiltningsprocessen en hel del nemmere.”
Klarinet-manden var i sagens natur vellidt. Vellidt men oftest forsøgt undgået, hvis man da ikke havde en ovn, der skulle fjernes, eller en festsang hvor rimene i tredje og fjerde vers var lidt for ustabile.
Der lå en sær og skælmsk dunst af gammel ovn over landsbyen. En gruppe af landsbyboerne så tvivlende på fliserne, der lå uberørte hen. Et udvalg fremlagde en idé; Fliserne kunne jo stakkes, og så var de ligesom af vejen. Mange var begyndt at spørge sig selv om hvorfor det havde været nødvendigt at afvente Klarinet-mandens ageren i flisespørgsmål. De kunne jo blot stakkes på plænen ved skuret i møbelbryder Henriettesens aftægtsbolig. Var der ikke noget gedulgt i hele Klarinet-mandens mystiske tilbud om at hente fliser og ovene? Hvorfor havde man uden at skele til den mulige værdi, blot udleveret disse genstande til en mand, ingen viste hvor kom fra.
Da beboerne forsøgte at stable ovnene på samme måde som fliserne, viste det sig hurtigt, at hvis de blev stakket mere end 12 i højden, blev de ustabile som 4. vers i en ukorrigeret festsang. 13 ovne til gas og EL væltede med en lyd. De knuste skuret, der rummede Hundesens gnaverbrænderi, hvis egernssnaps på én gang fyldte folk med afsky, forargelse og billig, stærk brændevin. 13 ovne var mange, men landsbyen var efterhånden blevet tilvænnet et ganske eksorbitant forbrug af ovne.
På skovvejen nord-syd for byen havde en varevogn for en ugestid siden tabt, hvad Klarinet-manden fejlagtigt havde antaget var en micro-ovn med ristefunktion. Det var lige sådan én, han havde manglet for at kunne færdiggøre sit projekt.
Endelig kunne han afsløre overfor landsbyboerne, hvad hans mission havde gået ud på i al den tid. Ikke mindst kunne han fortælle dem alle sammen, hvem han i virkeligheden var og hvorfor hans identitet havde været nødvendig at holde hemmelig i alle disse år. Men ovnen var et skrin med atomaffald fra det nærliggende plutoniumsbageri. Klarinet-manden muterede i stilhed under en sæbebærsbusk, og endte sine dage som en kattelignende geléagtig, halvflydende klump. Én af drengene fra landsbyen, havde prøvet at bruge den blævrende masse som brændsel i sin cigarvarmer. Det virkede ikke.
