Udgivet i Skriv en kommentar

Nations-Nyt

Dannebrog i modvind

Det danske flag fortæller sin historie (Gu gør det ej – det er mig som gør’ed!)

Vi hænger det i kæder på juletræet; Vi vifter med det når vi får læsterlige klø i boldspark i en diktaturstat; Det hejses for at markere, at nu har nogen taget endnu en rotation omkring nærmestliggende stjerne og det sættes på halv, når det viser sig, at det var sidste omgang.

Nej. Det er ikke skagenslapper – Det er Dannebrog.

Det danske flag blev opfundet af stofsnedker Dan E. Brog og hans partner i deres værksted i Dialysegade i Horsens, et par timer før midsommer i 1923. En væltet hirse-valse og et andespil, der gik over gevind resulterede i det design, der skulle blive symbolet på en nation.

Dan vandt ved tendens-lodtrækning retten til at navngive opfindelsen over sin kollega Svend Ske Kluud, der sikkert ville have kaldt flaget for Jørn eller noget andet lamt. Flaget blev designet for at matche sangen “Rød-hvide farver” af Flemming Antony, men på de tidligste fotos af Dannebrog kan man se, at det oprindeligt faktisk var sort og hvidt.

Alt dette er formodentlig gamle nyheder (eller nye gamleheder) for enhver der har gået i folkeskole under ølstrejken i 1985. Der er dog en række ting, der ikke er alment kendt. Vidste du for eksempel at:

  • Danmark har haft fire flag før Dannebrog. To af dem forestillede Per Frimann.
  • Danskernes naturlige tilbøjelighed til at dele med fremmede er symboliseret med alt det grønne i Dannebrog.
  • Ingen ved hvor K’et i ordet ‘Dannebrog’ skal stå. Bogstavet er nemlig ikke bare stumt, men osse blindt.
  • Det er en myte, at Dannebrog er smukkest i modvind. Det ser faktisk vildt mærkeligt ud.
  • Storbritanniens flag, Union Jack, er umuligt at skelne fra et Dannebrog, der er vendt på vrangen.
  • Et ægte Dannebrog dufter af mynte, når det lunes over lukket ild.
  • Mange af flagene ved fejringen af curlingkvindernes sølv ved vinter-OL i Nagano 1998 var i virkeligheden bare gamle fotos klippet ud og farvelagt.
  • Dannebrog giver ikke ekko.
  • Bortset fra årene 1968-1972 har hvid været den foretrukne farve til korset.
  • Den korrekte måde at sige ‘heja’ på, når man vifter med Dannebrog er ‘heja’.

…og så er det ellers bare ud på gade og stier og fejre et eller andet! Gør Danmark stolt og brast hver Goths hjelm og hjerne og hvad det nu ellers hedder alt sammen.

Udgivet i Skriv en kommentar

Godt sparefif-Nyt II:

Aflever ALLE dine pæng!

Dr.Læges 20 sparefif

Du blir skiderig (nej du gør ej)

I disse for vort land så helt almindelige tider; hvor massemedierne ikke desto mindre forsøger at bilde os ind, at vi har gevaldige prisstigninger, selvom jeg stadig kan få næsten 20 femmere for hundrede kroner – er det atter blevet moderne at spare som rigtige krigsbørn. Ligesom boomer-far og boomer-mor, der voksede op i starthalvfemserne under den første golfkrig. Nå-nej. det var jo mig. Så en eller anden gammel krig da – ‘Priskrigen på mobil-abonnementer’ i 1845 eller ‘Krigen om den gode strandstol’ i sensommeren 1972.

Selvom alle jo godt ved, at det bedste råd til at komme uskadt gennem en økonomisk krise, det er at have helt vildt mange penge, så er der jo enkelte, der ikke er skide rige.  Der er selvfølgelig altid, Tidligere formand for Danmark, Lars Løkkes evigt gyldige spareråd; “Få andre til at betale”-fiffet, men hvad kan man gøre, når nu varmechecken er brugt på gin, og Kongens foged har slået lejr i entréen?

Pöllz mer’ Pöllz står som alltid klar med en række råd. Her er Hessian-doktrinen: Dr.Læges 20 sparefif, der kan få dig helskindet gennem den finansielle pandemi.

– Årh, spar mig! –
– Say no more Fam; here goes:

De 20 sparefif:

  • 1) I stedet for at se TV, så gå en rask tur.
  • 2) Brug begge sider af tarteletten.
  • 3) Hvis du ikke putter boller over Å, er der til morgenbrød i morgen.
  • 4) Hvis du skyller dem grundigt, saa kan majs spises masser af gange.
  • 5) Sluk altid lyset to gange.
  • 6) I stedet for at spise, saa gaa en rask tur.
  • 7) Skildpadder er ét af de bedste dyr, at skrive paa, hvis du løber tør for notespapir.
  • 8) Hvis du køber fliser for alle dine penge, saa bruger du dem ikke på slik, benzin og sofaer.
  • 9) I stedet for at købe tøj til dine børn, saa gaa en rask tur.
  • 10) Hvis du lader være med at spise de fliser du hele tiden køber, saa sparer du penge paa tandlægen.
  • 11) Raab i stedet for at sige ting to gange.
  • 12) Hvis du ikke kan bære det hele paa én gang, saa bær alligevel det hele paa én gang.
  • 13) Lok dine børn til at gøre noget uartigt, saa du kan smide dem i seng uden aftensmad.
  • 15) Vand fra pastakogning kan genbruges til te-brygning.
  • 16) Spar penge dagligt ved ikke at købe mango.
  • 18) Hvis du koger for meget vand, saa frys det ned, inden det holder op med at koge.
  • 19) Hvis du lader være med at bruge vokaler, s hr d dm tl snr, sm n lkkr snck.
  • 20) Spring et par punkter over paa dine lister, så det ser ud som om der er tyve.
Udgivet i Skriv en kommentar

Livets uskrevne regler.

Nr.6 vil overraske dig (der er kun 5)

Her i Dr.Læges online konsultation er vi altid klar med lifehack, og andet, der kan få dig gennem livet …levende……

Denne gang er vi i samarbejde med den undersøgelseskommission, vi har nedsat til formålet – Hessian-kommissionen – nået til det helt fundamentale og grundlæggende (Det var en pleonastisk dobbeltkonfekt – det er vi godt klar over og vi ved det.) Vi er nået til selv livets regler. OMG!

Ret beset er alle regler jo egentligt “Livets Regler”, for hvis der er noget jeg ikke gider pukle rundt med, når jeg en gang kreperer, så er det sgudda love og regler. Ild og orme er for de døde; Regler er for de levende. Du skal edderrådme bare se en bad-ass død Bibliotekar pisse uden at slå sædet op, og ligge ting med stregkoden nedad, når jeg står af.

Nej. Det vi (jeg) snakker (skriver) om her, er de store uskrevne regler. Dem, der får samfundet, civilisationen og alt den slags gøjl til at hænge sammen og messing til at være billigere end sølv og strøm til at være dyrere end blod.

Efter lange undersøgelser og korte bukser har Hessian-Kommissionen i samarbejde med instituttet for anvendt ævl fundet frem til de fem uskrevne regler for livet: “Livets fem uskrevne regler”:

1.

2.

3.

4.

5.

Udgivet i Skriv en kommentar

KønsforskningsNyt

-“Begrebet ‘køn’ er alligevel bare en stor humanistisk løgn, trukket ned over hovedet på os af toilet-industrien for at sælge flere toiletter” sagde Eigil og fnøs nedladende .

Ind til fornyligt havde han været gift med Karina i otte år, der viste sig at være Tage fra Holbæk, der var bange for at komme hjem til sin kone, fordi han havde købt den forkerte mandelmælk. Til Eigils forsvar skal det siges, at Karina var lidt af en rebound-kæreste. Eigil var netop kommet ud af et kompliceret forhold med en Old English Sheepdog, som han havde bestilt online som ‘Jannie fra Phuket’.

Udgivet i Skriv en kommentar

Forbrugeroplysnings-Nyt II

fod og kop

Vil du – lissom jeg – gerne have to kopper kaffe om morgenen? Men er du nervøs for den ærgrelse det ville være, at spilde den ene kop ud på gulvet og derved gøre den udrikkelig og på den måde komme til at mangle en af dine kopper kaffe om morgenen?

Her er et fif til hvordan du kan undgå ærgrelsen ved at spilde den ene kop ud på gulvet og derved gøre den udrikkelig:

1: Skræl en appelsin

2: Lav tre kopper kaffe.

3: Skulle den ene kop blive spildt ud på gulvet og derved blive gjort udrikkelig, så har du stadig to kopper kaffe!

4: Smid appelsinen væk – den har ikke noget med det her at gøre.

5: Skulle det ske, at ingen af kopperne bliver spildt ud på gulvet og derved blive gjort udrikkelig, kan du i ro og mag hælde den overskydende kop ud på gulvet og derved gøre den udrikkelig.

God fordøjelse.

Udgivet i Skriv en kommentar

Hvad er et menneske-nyt

Det er ikke kærlighed, der gør os til mennesker.

Det er ikke evnen til at planlægge fremtiden og bruge værktøj, der gør os til mennesker.

Det er ikke at vi formår at formidle abstrakte begreber, der gør os til mennesker.

Det er ikke, at vi er i stand til at sætte os i andres sted og føle empati, der gør os til mennesker.

Det er ikke vores iboende trang til at fremstille kunst eller musik og at vi kan værdsætte skønhed, der gør os til mennesker.

Det, der gør os til mennesker, er at kunne genkende alle felterne med trafiklys.

Udgivet i Skriv en kommentar

Drama på fabrikken-Nyt

En mørk og stormfuld efterårsformiddag i det tidlige maj på Saftevandsfabrikken:

Lærlingen: Sjæf! Sjæf! Jeg er kommet til at hælde alt, alt for meget vand i saftevandet!!!

Chefen: Det var sgutte så godt. Hvor slemt er det? Lad mig liiige…(smager) …ja, føj for puha, det er blevet tyndt!

Lærlingen: Jeg er så ked af det, Sjæf! Du må meget undskylde. Hvad skal vi dog gøre?

Chefen: Der er kun ét at gøre. Kald på MarketingsMan.

Lærlingen: MarketingsMan?

MarketingsMan: Hahaaa! Træd blot væk, borger. Dette skal jeg nok tage mig af!

Tynd kop the
Udgivet i Skriv en kommentar

Befolkningssplittelses-Nyt

Hvis ikke du har noget godt at sige om dig selv – kan du jo altid fortælle, at de andre er nogle endnu større røve. Du – og dem der er som dig – har retten helt på jeres side

Danmark er et splittet land. Det har vi hørt så tit, at det være sandhed. Mangt en politiker, medie-upersonlighed og YouTube-aktivist har opstillet dikotomier, der ihærdigt forsøger at opdele landet i to uforlignelige og gensidigt udelukkende grøntsagsskuffer – eller ‘kategorier’ som det hedder på nynorsk.

Hver eneste gang det bare tilnærmelsesvist har passet ind i de manipulerende møg-ørers machiavellistiske kram (for nemheds skyld efterfølgende også kaldt for Grøntsagsskuffer) har de opstillet binære (ikke binyre) par, med det formål at splitte befolkningen for egen vindings skyld. Vi kender de fabrikerede modsætninger:

*=Her bliver blandt andet Fyn forståeligt nok ofte overset.

Men er det virkeligt så galt fat? Er vi så forskellige i vort lille land, som nogle mennesker gerne vil have os til at tro?

“Der findes to slags mennesker; Der er dem der vil splitte (de andre) og der er dem der vil samle (os)”

Der er eksempelvis ikke mange, der gør opmærksom på følgende forhold. Det er netop forhold, der tydeligt beskriver Danskerne som ét samlet folkefærd:

  • Samtlige borgere i både Hørsholm og Esbjerg er dem alle sammen.
  • Hovedparten af både Blå og Røde vælgere bør skifte sæbe
  • De fleste beboere vest for Storebælt har ligeså mange cifre i deres CPR-nummer som dem i øst.
  • Muslimer og kristne har lige stor sandsynlighed for at enten selv have haft – eller kende nogen, der har haft – fødselsdag inden for det seneste år.

Så noget kunne tyde på, at vi ikke er så splittede, som alle de andre forsøger, at bilde os ind. (Grøntsagsskuffer!) Kig på din nabo – måske bor han lige ved siden af dig.

Men hvem skal en klog befolkning så lytte til?

Os sgudda! Med disse fakta ang-mængde er det en stor glæde for Hessian.dk at kunne præsentere et helt nyt demografisk kort over Danevang.  Snodtholm-Væmmelse Institut for Åbenlyste Ligegyldigheder (Forkortet KNAS) har for Pöllz – mer’ Pöllz udfærdiget en kort, der viser hvorledes befolkningen virkeligt fordeler sig.

Danmarkskort Befolkning pro capita
Danske kommuner og deres indbyggerantal pro capita.

Som det ses, kan det være lige meget, om vi er lige mange eller lige få. Det der tæller er, at vi ikke er svenskere.

Så kom ikke at sig at vi er så forskellige og husk dine lygter!