Her i Dr.Læges online konsultation er vi altid klar med lifehack, og andet, der kan få dig gennem livet …levende……
Denne gang er vi i samarbejde med den undersøgelseskommission, vi har nedsat til formålet – Hessian-kommissionen – nået til det helt fundamentale og grundlæggende (Det var en pleonastisk dobbeltkonfekt – det er vi godt klar over og vi ved det.) Vi er nået til selv livets regler. OMG!
Ret beset er alle regler jo egentligt “Livets Regler”, for hvis der er noget jeg ikke gider pukle rundt med, når jeg en gang kreperer, så er det sgudda love og regler. Ild og orme er for de døde; Regler er for de levende. Du skal edderrådme bare se en bad-ass død Bibliotekar pisse uden at slå sædet op, og ligge ting med stregkoden nedad, når jeg står af.
Nej. Det vi (jeg) snakker (skriver) om her, er de store uskrevne regler. Dem, der får samfundet, civilisationen og alt den slags gøjl til at hænge sammen og messing til at være billigere end sølv og strøm til at være dyrere end blod.
Efter lange undersøgelser og korte bukser har Hessian-Kommissionen i samarbejde med instituttet for anvendt ævl fundet frem til de fem uskrevne regler for livet: “Livets fem uskrevne regler”:
-“Begrebet ‘køn’ er alligevel bare en stor humanistisk løgn, trukket ned over hovedet på os af toilet-industrien for at sælge flere toiletter” sagde Eigil og fnøs nedladende .
Ind til fornyligt havde han været gift med Karina i otte år, der viste sig at være Tage fra Holbæk, der var bange for at komme hjem til sin kone, fordi han havde købt den forkerte mandelmælk. Til Eigils forsvar skal det siges, at Karina var lidt af en rebound-kæreste. Eigil var netop kommet ud af et kompliceret forhold med en Old English Sheepdog, som han havde bestilt online som ‘Jannie fra Phuket’.
Jolker B. Hörle skrev i 1979 dramaturgien til pantomimen om Klarinet-Mandens skæbne til Snodtholm Friluftsteater. Det kom der ikke noget særligt godt ud af. Vi bringer her første (og sidste) kapitel. Så er du advaret.
Hele landsbyen tog det for givet, at Klarinet-manden ville komme og fjerne alle de ovne og fliser som rensdyrene havde efterladt. Ingen havde set ham siden hvaldyrkerens den yngstes cigarvarmer havde selvantændt i køkkenhaven for en håndfuld formiddage siden. I de tumultariske scener der fulgte, opdagede ingen hvem der sneg sig væk eller omvendt. Men flere af sognets degne og snedkere var nu begyndt at blive opmærksomme på et afsavnsfuldt tomrum. Det tomrum der opstod, når ovne og fliser ikke fjernedes som forventet.
“Kunne man bare være sig selv i alt dette morads. Det ville gøre dørskiltningsprocessen en hel del nemmere.”
Klarinet-manden var i sagens natur vellidt. Vellidt men oftest forsøgt undgået, hvis man da ikke havde en ovn, der skulle fjernes, eller en festsang hvor rimene i tredje og fjerde vers var lidt for ustabile.
Hvem var det dog, der havde fundet på Amager?
Der lå en sær og skælmsk dunst af gammel ovn over landsbyen. En gruppe af landsbyboerne så tvivlende på fliserne, der lå uberørte hen. Et udvalg fremlagde en idé; Fliserne kunne jo stakkes, og så var de ligesom af vejen. Mange var begyndt at spørge sig selv om hvorfor det havde været nødvendigt at afvente Klarinet-mandens ageren i flisespørgsmål. De kunne jo blot stakkes på plænen ved skuret i møbelbryder Henriettesens aftægtsbolig. Var der ikke noget gedulgt i hele Klarinet-mandens mystiske tilbud om at hente fliser og ovene? Hvorfor havde man uden at skele til den mulige værdi, blot udleveret disse genstande til en mand, ingen viste hvor kom fra.
Der var bred enighed om, at fingerbøl var smarte.
Da beboerne forsøgte at stable ovnene på samme måde som fliserne, viste det sig hurtigt, at hvis de blev stakket mere end 12 i højden, blev de ustabile som 4. vers i en ukorrigeret festsang. 13 ovne til gas og EL væltede med en lyd. De knuste skuret, der rummede Hundesens gnaverbrænderi, hvis egernssnaps på én gang fyldte folk med afsky, forargelse og billig, stærk brændevin. 13 ovne var mange, men landsbyen var efterhånden blevet tilvænnet et ganske eksorbitant forbrug af ovne.
På skovvejen nord-syd for byen havde en varevogn for en ugestid siden tabt, hvad Klarinet-manden fejlagtigt havde antaget var en micro-ovn med ristefunktion. Det var lige sådan én, han havde manglet for at kunne færdiggøre sit projekt.
Endelig kunne han afsløre overfor landsbyboerne, hvad hans mission havde gået ud på i al den tid. Ikke mindst kunne han fortælle dem alle sammen, hvem han i virkeligheden var og hvorfor hans identitet havde været nødvendig at holde hemmelig i alle disse år. Men ovnen var et skrin med atomaffald fra det nærliggende plutoniumsbageri. Klarinet-manden muterede i stilhed under en sæbebærsbusk, og endte sine dage som en kattelignende geléagtig, halvflydende klump. Én af drengene fra landsbyen, havde prøvet at bruge den blævrende masse som brændsel i sin cigarvarmer. Det virkede ikke.
