Jeg tror et eller andet sted jeg i min barndom er blevet ledt bag lyset. Her snakker jeg ikke om Julemanden, påske-gnuen, eller Det-gør-kun-ondt-et-øjeblik-der-er-masser-af-plads. Nej jeg snakker om mine bilkort.Du ved; de dersens kort hvor BatMobilen kan konkurrere med en Rolls Royce SilverShadow fra 1912 i kategorier som Længde, vægt, årgang, hestekræfter og Tophastighed. Alle sammen nøgterne ting der er til at tage og føle på. Ikke noget fis med Fedheds-grad eller kusse-faktor. Og – ikke mindst – alt sammen ord der bruges i det danske sprog. MEN! Et evigt tilbagevendende punkt på disse automotive vehikel komparisations-kort var “Slagvolumen” og altid målt i ccm. Senere i livet har jeg lært at ccm er det samme som kubikcentimeter, men som seks-årig var det “femtusind se-se-em”. Og for at gøre ondt værre (som om ondt ikke var slemt nok) har jeg i 20 af mine 32 leveår solgt biltilbehør (Ja det var slemt hva? Men ondt bliver skam værre endnu) og jeg har den onde-træk-og-slip-mig ALDRIG hørt nogen bruge ordet “Slagvolumen” om deres bils motorstørrelse, og kralledulme aldrig hørt den beskrevet i ccm. Den måles dælme i liter (fair nok; Én liter = 1 kubikdecimeter, så føromtalte bil har altså en fem-liters motor… regnespasser) Jeg føler mig fejlinformeret, og løjet overfor samt forsøgt indoktrineret. Men værst af alt er: Hvad med alle de ting jeg ikke har lagt mærke til. Hvad med alle de ord fra alle de brancher jeg ikke har været i berøring med? Ligger der ligeså dunkle misinformationer og løgne gedulgt i pigernes hinkeruder med deres korsform og kvadratiske opbygning (sagde du “daVinci-mysteriet”? Jeg gjorde ikke…) Jeg kan kun frygte hvor grumt, grelt og grusomt det står til med den næste generations Magic-kort, Pokemon-kort og Lår-kort, for der MÅ være subliminære betydninger, ellers er det fandemår for ringe.