Vi havde siddet øverst på trappen i henved tre døgn. Ingen havde rørt noget af det. Det lå ud over det hele, og det kunne altsammen låses fast. Min søster og jeg talte om at nu måtte tyskerne snart forsvinde. Og ligeså dem fra Blekinge, Kiew og Næstved. Jeg råbte et navn. Det var almindeligt for os børn i bygningen at være opkaldt efter folk med hovedet fuld af celler, så vi hed alle Katja Kean. Alle svarede. Undtagen Katja nede fra første, hun var måske blevet taget, eller hun havde noget i munden.
-“Vi må gøre to ting” Viskede jeg skingert så det gav genlyd mellem mangt et barnelår. “Vi må kaste flere ringbind på mosen før den råber “Felt” og vi må vrikke med albuerne”
Katja syntes det var noget pis, når vi nu sad og ingen kunne opdage os, men Katja var fyr og flamme og råbte “Død over Mormor, og de nøgne gamle!” Hvilket senere skulle vise sig at blive vores kampråb. Men det ændrede ikke ved sagen. Det lå der stadig og kunne låses fast…det meste i hvert fald, og ingen af os havde tænkt på at tage rødt klæde med. Til sidst skred vi bare, for sådan var tiderne dengang.