Udgivet i Skriv en kommentar

Forsvindings-Nyt

Den er da sø!

Jolker B. Hörle skrev i 1979 dramaturgien til pantomimen om Klarinet-Mandens skæbne til Snodtholm Friluftsteater. Det kom der ikke noget særligt godt ud af. Vi bringer her første (og sidste) kapitel. Så er du advaret.

Hele landsbyen tog det for givet, at Klarinet-manden ville komme og fjerne alle de ovne og fliser som rensdyrene havde efterladt. Ingen havde set ham siden hvaldyrkerens den yngstes cigarvarmer havde selvantændt i køkkenhaven for en håndfuld formiddage siden. I de tumultariske scener der fulgte, opdagede ingen hvem der sneg sig væk eller omvendt. Men flere af sognets degne og snedkere var nu begyndt at blive opmærksomme på et afsavnsfuldt tomrum. Det tomrum der opstod, når ovne og fliser ikke fjernedes som forventet.

“Kunne man bare være sig selv i alt dette morads. Det ville gøre dørskiltningsprocessen en hel del nemmere.”

Klarinet-manden var i sagens natur vellidt. Vellidt men oftest forsøgt undgået, hvis man da ikke havde en ovn, der skulle fjernes, eller en festsang hvor rimene i tredje og fjerde vers var lidt for ustabile.

Hvem var det dog, der havde fundet på Amager?

Der lå en sær og skælmsk dunst af gammel ovn over landsbyen. En gruppe af landsbyboerne så tvivlende på fliserne, der lå uberørte hen. Et udvalg fremlagde en idé; Fliserne kunne jo stakkes, og så var de ligesom af vejen. Mange var begyndt at spørge sig selv om hvorfor det havde været nødvendigt at afvente Klarinet-mandens ageren i flisespørgsmål. De kunne jo blot stakkes på plænen ved skuret i møbelbryder Henriettesens aftægtsbolig. Var der ikke noget gedulgt i hele Klarinet-mandens mystiske tilbud om at hente fliser og ovene? Hvorfor havde man uden at skele til den mulige værdi, blot udleveret disse genstande til en mand, ingen viste hvor kom fra.

Der var bred enighed om, at fingerbøl var smarte.

Da beboerne forsøgte at stable ovnene på samme måde som fliserne, viste det sig hurtigt, at hvis de blev stakket mere end 12 i højden, blev de ustabile som 4. vers i en ukorrigeret festsang. 13 ovne til gas og EL væltede med en lyd. De knuste skuret, der rummede Hundesens gnaverbrænderi, hvis egernssnaps på én gang fyldte folk med afsky, forargelse og billig, stærk brændevin. 13 ovne var mange, men landsbyen var efterhånden blevet tilvænnet et ganske eksorbitant forbrug af ovne.

På skovvejen nord-syd for byen havde en varevogn for en ugestid siden tabt, hvad Klarinet-manden fejlagtigt havde antaget var en micro-ovn med ristefunktion. Det var lige sådan én, han havde manglet for at kunne færdiggøre sit projekt.

Endelig kunne han afsløre overfor landsbyboerne, hvad hans mission havde gået ud på i al den tid. Ikke mindst kunne han fortælle dem alle sammen, hvem han i virkeligheden var og hvorfor hans identitet havde været nødvendig at holde hemmelig i alle disse år. Men ovnen var et skrin med atomaffald fra det nærliggende plutoniumsbageri. Klarinet-manden muterede i stilhed under en sæbebærsbusk, og endte sine dage som en kattelignende geléagtig, halvflydende klump. Én af drengene fra landsbyen, havde prøvet at bruge den blævrende masse som brændsel i sin cigarvarmer. Det virkede ikke.

Besøg vores sponsorer, hvis du kan finde dem.

Udgivet i Skriv en kommentar

Jolker-Nyt IVX

Vi var nogen stykker der havde diskuteret et stykke tid. Men vi havde aldrig regnet med at det ville brede sig i den grad som det gjorde. Jeg sad – som altid – i mose-hytten, og tænkte mine små tanker, da Yemgerd modstridende kom forbi. Hun var slæbt herned af min lillesøster, og i Mose-Hytten var der oprigtigt talt ikke særligt interresant. Min Mose-Hytte bestod af en palle placeret et nogenlunde tørt sted, og først da Yemgerd kom, blev gulvet belagt med finér, den fik fire vægge, og et tag, og den blev beskattet som fritidsbolig. I Mose-Hytten fik Yemgerd og jeg et fælles rum. Der fik hun og jeg et fællesskab, der for altid skulle ændre vores måde at tisse på. Vi havde et afslappet forhold til fisk og skulle ikke kigge over skulderen efter bøller, for Yemgerds bror var ham med kortest hår i motorcykelklubben. Yemgerd og jeg prøvede alt sammen, botset fra det meste, og vi blev hængende sammen, selv da alt var forbi, fordi hun stadig kunne få mig til at tvivle på at at jeg havde giftet mig med den rette.
Flere timer efter at vi slog op, kom hun til mig og sagde:
-” Hvad mon passer i den der udenfor?”
Det var en af de der ting der virkeligt pirrede en drengs fantasi. Jeg prøvede og prøvede ting, men de passede ikke. Vi slæbte ud fra kammeret, men hverken frakkerne, sengen eller fliserne passede.Tøserne hev boxer-shorts, cigar-etuier, slipsenåle og forbavsende mængder råt hjortekød med ned på gaden og videre med hen til den, men intet passede perfekt. Ingen havde sagt at det skulle være nemt, men heller ingen at det skulle være umuligt. Efterhånden var pigerne ved vognen på grådens rand. De yngste af dem klynkede, og de lidt ældre prøvede at faldbyde dele af deres krop. Blot i håbet om at en forbipasserende herre skulle vide hvad som passede. Det som skulle passe skulle være en blanding af en kost, fem vaskere, en budding, nogle solsikker og Esbjerg, men hver gang nogen kom med noget der lignede, så passede gevindet ikke, eller toppen var for slap, eller hovedtypen var for slimet. Næsten fire mænd fra lumsås talte i videlse og sagde at det måtte være kål og ost, men det passede ikke. Nogen sagde at der var bakket snagvendt, og jeg prøvede ål og kost, men det passede ikke. Jeg bad til Gud, men fik kun hans telefonsvarer. Jeg prøvede en stør, fire æbler, to spæreflader, Hven, og en bakke K-Salat, men de passede heller ikke.
Hen imod aften fik Katja en idé: Hvad om alle samlede sig på Smatbanevej og dansede grimt, indtil Schwytz på fjerde fortalte hvad der passede, for det var jo trods alt hans. Men ingen af os havde tænkt på at tage rødt klæde med. Til sidst skred vi bare, for sådan var tiderne dengang.

Udgivet i 1 kommentar

Uddrags-Nyt

Ranunkelmanden kæmpede for at komme op til overfladen. Han havde vist været væk en uges tid, men var nu klar igen, til at tage kampen op mod superskurken Mor. Lige siden Mor havde oversømmet byen med kød-gyldne pølsetænger havde han haft på fornemmelsen at vejen gik mod kælder-etablissementet “Skridtprygleriet” på Klynknossevej; og han havde fået ret. Mor havde først sikret sig alverdens etbenede sudoko-narkomaner som allierede, og dernæst truet sig til gevinsten på 103 myre-kranier (vel nærmest en hovedgevinst) i Lakse-Pouls UrinBingo. Siden den dag havde intet været som siden den dag. Nationer havde skælvet, karse var styrtet til grunden, og tre smede fra Nibe havde undret sig over hvor deres pålæg var blevet af. Det viste kun Mor. Ranunkelmanden tog sig til sit, efterhånden, mangelfulde hoved. Det havde været et hårdt døgn. Han tænkte sig om og rettede det til “Lorte” Det havde været et hårdt Lorte – Det havde i hvert fald været mere
Lorte end Døgn. Ranunkelmanden viste at han måtte skynde sig til Bornum. Byen fandtes ikke, og hvis ikke han var hurtig ville den opdage det.

I den anden ende af byen havde den Islandske lejemorderske Grynthildur imidlertid fundet ro ved brønden. Det havde varet længe, men nu var hun helt klar igen. Hun stod nøgen i al sin nordiske pragt, og lod sveden løbe ned af sit lange korngule hår, dryppende på hendes flotte fyldige barm, og videre ned på hendes balder. Når Grynthildur havde ordnet Ranunkelmanden, ville hun give sig god tid med sin plastickirurg. Hun havde overhørt Ranunkelmandens samtale med Mohammed abn-il Fimoud – eller “Jørgen” som han blev kaldt fordi han altid stjal din lighter – og hun havde besluttet sig for at tage hessian-handskerne af. Derfor stod hun nu helt nøgen, kun iført en pjerrot-intimpiercing, et Roskilde-armbånd og et tre meter langt hug-sværd med modhager og blod-rille. Beslutsomt gik hun op af byens hovedgade. Indtil hun stod foran Jørgens (eller Mohammed abn-il Fimoud som han blev kaldt, når han havde givet dig din lighter tilbage) KnivKogeri og svedte, på sin egen overvældende, men forbavsende lidt klamme, måde.

Ranunkelmanden (hvis navn er Torben Hertich, men det får vi først at vide i sidste kapitel i en meget erotisk scene med Tanja, som slet ikke bliver nævnt) kastede sit mest fesne blik på bartenderen i Bornums værste slyngelhule og sagde:
-” Giv mig en øl og en oplysning!”
-” Oplysningen kan jeg klare, men det eneste vi serverer, er helt vildt klamt hjemmebrændt, der nok vil gøre dig blind og de næste seks generationer af din familie til lilla, infertile mutanter med et ulige antal arme.”
Bartenderen trak på de fleste af sine skuldre, og tilføjede undskyldende:
-” Det er naturligvis ikke noget jeg selv har lyst til at fortælle dig, men det siger fødevaremyndighederne at jeg skal pga. vores dødninge-smiley…det smager OK”.
Ranunkelmanden fik et glas af det lokale bryg, der smagte som havde en velbrugt skisok morgenpisset på undersiden af en død gnu og sagde:
-“Knnnknnnknnnknnn”
Og tog sig til hoften og forsvandt i et par minutter.

Grynthildur havde ingen problemer med at ignorere mimeren da han spøgefuldt fulgte efter den nøgne valkyrie. Men hun havde dog svært ved at skjule et lille smil da han blev flækket på langs i hendes retfærdige harme over gadegøglere i almindelighed og mimere i særdeleshed. Grynthildur bar også på en tung arv des anliggende. Hendes mor havde, med underlivet som indsats, spulet gøglerne fra Tislavik ned af fjældet med brystmælk, da de angreb hendes hjemstavn under de frygtelige Klovne-krige; og hendes mormor – den sagnomspundne Krasulda – havde, ene kvinde, forstået offside-reglen. Nu stod hun foran sin største udfordring. Hun kunne se Ranunkelmanden bag den fedtede rude, og hun viste at nu gjaldt det familiens ære. Det var nu eller lidt senere. Hun så Ranunkelmanden rejse sig op fra gulvet. Han virkede omtåget. Han kiggede rundt, og så hende lige i øjnene. Hver især – som i slow motion – pegede de på hinanden og sagde henholdsvis: