Vi var nogen stykker der havde diskuteret et stykke tid. Men vi havde aldrig regnet med at det ville brede sig i den grad som det gjorde. Jeg sad – som altid – i mose-hytten, og tænkte mine små tanker, da Yemgerd modstridende kom forbi. Hun var slæbt herned af min lillesøster, og i Mose-Hytten var der oprigtigt talt ikke særligt interresant. Min Mose-Hytte bestod af en palle placeret et nogenlunde tørt sted, og først da Yemgerd kom, blev gulvet belagt med finér, den fik fire vægge, og et tag, og den blev beskattet som fritidsbolig. I Mose-Hytten fik Yemgerd og jeg et fælles rum. Der fik hun og jeg et fællesskab, der for altid skulle ændre vores måde at tisse på. Vi havde et afslappet forhold til fisk og skulle ikke kigge over skulderen efter bøller, for Yemgerds bror var ham med kortest hår i motorcykelklubben. Yemgerd og jeg prøvede alt sammen, botset fra det meste, og vi blev hængende sammen, selv da alt var forbi, fordi hun stadig kunne få mig til at tvivle på at at jeg havde giftet mig med den rette.
Flere timer efter at vi slog op, kom hun til mig og sagde:
-” Hvad mon passer i den der udenfor?”
Det var en af de der ting der virkeligt pirrede en drengs fantasi. Jeg prøvede og prøvede ting, men de passede ikke. Vi slæbte ud fra kammeret, men hverken frakkerne, sengen eller fliserne passede.Tøserne hev boxer-shorts, cigar-etuier, slipsenåle og forbavsende mængder råt hjortekød med ned på gaden og videre med hen til den, men intet passede perfekt. Ingen havde sagt at det skulle være nemt, men heller ingen at det skulle være umuligt. Efterhånden var pigerne ved vognen på grådens rand. De yngste af dem klynkede, og de lidt ældre prøvede at faldbyde dele af deres krop. Blot i håbet om at en forbipasserende herre skulle vide hvad som passede. Det som skulle passe skulle være en blanding af en kost, fem vaskere, en budding, nogle solsikker og Esbjerg, men hver gang nogen kom med noget der lignede, så passede gevindet ikke, eller toppen var for slap, eller hovedtypen var for slimet. Næsten fire mænd fra lumsås talte i videlse og sagde at det måtte være kål og ost, men det passede ikke. Nogen sagde at der var bakket snagvendt, og jeg prøvede ål og kost, men det passede ikke. Jeg bad til Gud, men fik kun hans telefonsvarer. Jeg prøvede en stør, fire æbler, to spæreflader, Hven, og en bakke K-Salat, men de passede heller ikke.
Hen imod aften fik Katja en idé: Hvad om alle samlede sig på Smatbanevej og dansede grimt, indtil Schwytz på fjerde fortalte hvad der passede, for det var jo trods alt hans. Men ingen af os havde tænkt på at tage rødt klæde med. Til sidst skred vi bare, for sådan var tiderne dengang.
