Ranunkelmanden kæmpede for at komme op til overfladen. Han havde vist været væk en uges tid, men var nu klar igen, til at tage kampen op mod superskurken Mor. Lige siden Mor havde oversømmet byen med kød-gyldne pølsetænger havde han haft på fornemmelsen at vejen gik mod kælder-etablissementet “Skridtprygleriet” på Klynknossevej; og han havde fået ret. Mor havde først sikret sig alverdens etbenede sudoko-narkomaner som allierede, og dernæst truet sig til gevinsten på 103 myre-kranier (vel nærmest en hovedgevinst) i Lakse-Pouls UrinBingo. Siden den dag havde intet været som siden den dag. Nationer havde skælvet, karse var styrtet til grunden, og tre smede fra Nibe havde undret sig over hvor deres pålæg var blevet af. Det viste kun Mor. Ranunkelmanden tog sig til sit, efterhånden, mangelfulde hoved. Det havde været et hårdt døgn. Han tænkte sig om og rettede det til “Lorte” Det havde været et hårdt Lorte – Det havde i hvert fald været mere
Lorte end Døgn. Ranunkelmanden viste at han måtte skynde sig til Bornum. Byen fandtes ikke, og hvis ikke han var hurtig ville den opdage det.
I den anden ende af byen havde den Islandske lejemorderske Grynthildur imidlertid fundet ro ved brønden. Det havde varet længe, men nu var hun helt klar igen. Hun stod nøgen i al sin nordiske pragt, og lod sveden løbe ned af sit lange korngule hår, dryppende på hendes flotte fyldige barm, og videre ned på hendes balder. Når Grynthildur havde ordnet Ranunkelmanden, ville hun give sig god tid med sin plastickirurg. Hun havde overhørt Ranunkelmandens samtale med Mohammed abn-il Fimoud – eller “Jørgen” som han blev kaldt fordi han altid stjal din lighter – og hun havde besluttet sig for at tage hessian-handskerne af. Derfor stod hun nu helt nøgen, kun iført en pjerrot-intimpiercing, et Roskilde-armbånd og et tre meter langt hug-sværd med modhager og blod-rille. Beslutsomt gik hun op af byens hovedgade. Indtil hun stod foran Jørgens (eller Mohammed abn-il Fimoud som han blev kaldt, når han havde givet dig din lighter tilbage) KnivKogeri og svedte, på sin egen overvældende, men forbavsende lidt klamme, måde.
Ranunkelmanden (hvis navn er Torben Hertich, men det får vi først at vide i sidste kapitel i en meget erotisk scene med Tanja, som slet ikke bliver nævnt) kastede sit mest fesne blik på bartenderen i Bornums værste slyngelhule og sagde:
-” Giv mig en øl og en oplysning!”
-” Oplysningen kan jeg klare, men det eneste vi serverer, er helt vildt klamt hjemmebrændt, der nok vil gøre dig blind og de næste seks generationer af din familie til lilla, infertile mutanter med et ulige antal arme.”
Bartenderen trak på de fleste af sine skuldre, og tilføjede undskyldende:
-” Det er naturligvis ikke noget jeg selv har lyst til at fortælle dig, men det siger fødevaremyndighederne at jeg skal pga. vores dødninge-smiley…det smager OK”.
Ranunkelmanden fik et glas af det lokale bryg, der smagte som havde en velbrugt skisok morgenpisset på undersiden af en død gnu og sagde:
-“Knnnknnnknnnknnn”
Og tog sig til hoften og forsvandt i et par minutter.
Grynthildur havde ingen problemer med at ignorere mimeren da han spøgefuldt fulgte efter den nøgne valkyrie. Men hun havde dog svært ved at skjule et lille smil da han blev flækket på langs i hendes retfærdige harme over gadegøglere i almindelighed og mimere i særdeleshed. Grynthildur bar også på en tung arv des anliggende. Hendes mor havde, med underlivet som indsats, spulet gøglerne fra Tislavik ned af fjældet med brystmælk, da de angreb hendes hjemstavn under de frygtelige Klovne-krige; og hendes mormor – den sagnomspundne Krasulda – havde, ene kvinde, forstået offside-reglen. Nu stod hun foran sin største udfordring. Hun kunne se Ranunkelmanden bag den fedtede rude, og hun viste at nu gjaldt det familiens ære. Det var nu eller lidt senere. Hun så Ranunkelmanden rejse sig op fra gulvet. Han virkede omtåget. Han kiggede rundt, og så hende lige i øjnene. Hver især – som i slow motion – pegede de på hinanden og sagde henholdsvis:
