
Nærmest som på klokkeslaget er det igen blevet de tider, som vi kalder sommer og med alt hvad dertil hører af solskinstimer, temperaturer over hvad det tidligere har været og – ikke mindst – fremkomsten af mere vejr. Det er ikke helt uden grund, at meteorologer lægger panden i folder og nærmest (hvis ikke faktisk) må gentage deres rutiner med forudsigelser hver eneste dag.
For de mange perspirationsentusiaster er det en gylden mulighed for at slippe de kunstigt skabte miljøer og begive sig udenfor og finde de høje temperaturer på naturlig måde. Her ses de indtage kystnære områder iklædt nærmest (hvis ikke faktisk) ingenting mens sol, vind og sand hvirvles til en art vejrmæssig cocktail som kan indtages i kopiøse mængder uden større hensyn til omgivelser eller personligt helbred.
Eksperter har i mange år advaret om markante stigninger i temperatur ved udgangen af april og begyndelsen af maj, hvilket meget ofte har faldt sammen med det såkaldte skifte i sæson til sommer. Ingen eksperter har indtil videre kunne bekræfte dette sammenfald udenfor enhver tvivl, men mange vil strække sig så langt at det virker som mere end en tilfældighed. Dog maner de fleste eksperter til ikke at drage forhastede beslutninger, da der rundt om i verden stadig er fundet lavere temperaturer. Dette på steder som Argentina og Australien, som på andre tider af året kan være endog ret varme.
Mange har afventet hvad vanligvis autoritative kilder som “Aftenshowet” eller markante skikkelser fra røde løbere ville veje ind med, men hverken Jim Lyngvild, Mads Steffensen eller Natascha Crone har indtil videre kunnet forklare de vejrmæssige fænomener. Dette har efterfølgende givet anledning til anledning til bekymrede miner i Go’ morgen Danmark, som ikke ændredes før en dame fra Taastrup viste sin samling af tavlekridt fra det 19. århundrede frem.
Foreløbigt forholder den akademiske verden sig afventende men tror vi muligvis vil se ændringer sent i august og først i september. Dog med det forbehold at det hele kan vare ved hele vejen til oktober og dermed smuldrer enhver mulighed for konsistent forklaring på det pågående fænomen.
Vi sveder videre.